Det at miste

Tankerne har det svært med at falde til ro. De kan ikke finde roen, de kan ikke hvile. Derfor har jeg lidt svært ved at finde søvnen.

I dag torsdag er min farbror, min fars ældre bror sovet ind. Han fik en hjerneblødning for nogle dage siden. Han har været meget syg gennem flere år, det var senil demens, eller var det alzheimers, min far fik aldrig fortalt mig det, mor husker ikke hvilken af disse det var. Nåh, men jeg ved far har besøgt ham flere gange, efter Inge, min tante besluttede at få lidt fri, altså han kom på plejehjem. Det er nogle år siden. Det rørte mig far meget at besøge ham, ja, han havde meget svær ved at tale om det kunne jeg mærke. Jeg husker da min far døde, da var min kusine, fætter, ja, dem alle 5, meget tynget. Min tante mente alt var så uretfærdigt, at det var min far, og ikke deres far, hendes mand, der fik fred.

Det er 8 mdr. siden min far døde, nu sover hans storebroder ind. Jeg er stadig ikke 100% fit for fight efter at have mistet min far, nu mister jeg en farbror. Jeg har det svært kan jeg mærke, jeg kan ikke finde ud af det, det er som om sorgen igen, bare kommer drønende med 180 km. i timen. Jamen min farbror blev 80 år i april, han var meget syg, så han har fået fred. Det er nok min fars død, der får det hele til at komme tilbage.

Nu ved jeg hvad jeg skal fredag formiddag. Jeg skal omkring Netværkscafeen, jeg ved der sorggrupper, jeg skal bare med i sådan en nu, det kan bare ikke gå for langsomt. Jeg kan ikke selv komme om på den anden side igen, har jeg været der, eller har jeg bare gået rundt om den ”varme grød”. Jeg har brug for at tale om det at miste, have en syg mor, og være enebarn. Jeg har bare troet jeg bearbejdede det ved at isolere mig, kigge ud i luften i flere timer dagligt, jamen det er jo det jeg har gjort, det er faktisk først lige da jeg fik beskeden om at min farbror døde jeg blev klar over det. Det er jo slet ikke sundt for mig, sundt for mine nærmeste, mine omgivelser, at jeg bare har gjort sådan. Jamen mig, den pige der altid drøner derudaf med 180 km i timen, jeg var pludselig i et gear der kaldes bag. Jeg vil ikke på de 180 km. igen, men jeg vil vågne op, jeg vil leve

No Comments

  • Anita 1. august 2008 at 13:51

    To dødsfald med så få måneder imellem, kan gøre noget ved enhver. Når man så har elsket rigtig dybt og hårdt, så gør det forbandet ondt.

    Godt du tager initiativ til at smutte ned i netværkscaféen. Det er et rigtig godt sted, fyldt med søde mennesker.

    Knus til dig! Ho’det op, min ven…

    Reply
  • abildjyden 1. august 2008 at 17:02

    Anita
    Tak for din omsorg. Jeg glæder mig til at komme igang i gruppen. Der var et par stykker jeg kender, det er altid så hyggeligt at komme forbi, jeg er kommet der siden det lå helt nede i den anden ende. Jeg har selv fungeret som igangsætter.
    Jeg har hørt den flere gange i dag, tak for linket.

    Reply
  • Johanna 5. august 2008 at 01:52

    Det er rigtig hårdt at miste sine kære. Sender dig mange varme tanker.

    Reply
  • abildjyden 6. august 2008 at 08:25

    Johanna!

    Mange tak 😉

    Min farbror blev begravet i går, har ikke lige kunnet finde ord til at skrive endnu, ja, mandag og tirsdag aften smut med søvn, nåede ikke det der var planlagt, og hvad så, det skal jeg nok nå, det løber jo ingen steder 😉

    Reply

Skriv et svar