Glemt – Genfundet!

Skrive lysten trækker i mig. Komme til orde, få en reaktion, både på det skrevne, det sagte, bare i al almindelighed.

Jeg kan mærke jeg har fundet lysten til ikke kun at være datter, mor, mormor, veninde og kollega. Jeg har også lyst til at være kæreste. Jeg har forsøgt mig med diverse dating portaler.

Skal jeg oprette en ny profil, skal jeg oprette flere? – Det er jo en jagt efter et eller andet, der kun kan ske pludseligt. Derfor har jeg de resurser der skal til? Det tager megen tid at pleje en profil på en datingprofil. Og mærker jeg efter dybt inde, så har jeg hverken tid eller lyst til at sidde og surfe rundt, efter eventuelle potentielle profiler. Jeg har heller ikke lyst til at tage bussen, hver lørdag, til Pigernes Kro, Onsild. Jeg vil føle mig så forkert på dette sted. Et andet sted jeg kunne besøge, kunne være 60´eren i Holstebro, det kan jeg godt vinke farvel til, når klokken nærmer sig 23.30, hvis jeg er oppe så længe, så er jeg smadret. Så vil jeg gerne finde dyner.

Hvad er mulighederne så?

Jeg har nogle interesser jeg kunne følge til dørs, altså ting jeg brænder for, og ikke gør så meget ved. Det bliver en kæmpe udfordring. Jeg er ikke klar over om jeg tør tage springet? Jeg er klar over det er frygten jeg skal overvinde.

Jeg har i mange valgt det forkerte, valgt at gøre det der var nemmest, jeg har bare ikke følt for det jeg har gjort. Altså hjertet har ikke været med i disse handlinger.

De sidste år har jeg valgt at blive hjemme, takke nej, altså til det jeg ikke brød mig om. Jeg har fået nogle invitationer til det jeg gerne vil, da er jeg kun kendt på en medlemsliste, jeg har ikke været der i egen høje person. Jeg er langt fra den eneste, der bare støtter med et medlems betaling. Jeg ved jeg får en kommunikations blokade når jeg møder op, jeg vil svede så der ligger en helt sø omkring mig. Men det er bare sådan noget jeg hellere vil, end Pigernes Kro, Onsild, 60´eren i Holstebro eller diverse datingprofiler. Jeg har altid haft behov for at følges med en. Men lige nu og her, da skal jeg altså komme alene, tage det første skridt.

Jeg vil arbejde med mig selv til at tage springet. Jeg ved jeg vil komme til at mødes med mange dejlige mennesker, alle aldre, og senere vil jeg komme til at møde mennesker fra andre områder i DK.

Jeg vil ikke gribe over mere end denne ene ting. Jeg skal nok fortælle om, hvornår jeg kommer afsted, hvornår jeg får taget det første skridt. Det er kun et kort møde, jeg skal bare præsentere mig, jeg ved der sidder en jeg kender, hvis altså ikke hun har andre opgaver. Jeg var ved at tage det første skridt oktober / november 2007. Desværre blev min far syg og døede kort efter.

Bare det at jeg skriver mine drømme ned giver en frygt/angst for om jeg kan.

Jeg vil ikke bruge resten af mit dejlige liv på bare at pille navle. Jeg kan meget mere, og jeg vil meget mere.

No Comments

Skriv et svar