Ja jeg vil huse en afvist Iraker!

Jeg vil åbne mine døre, jeg vil gerne skjule en afvist Iraker.

Hvorfor vil jeg så det?

Min morfar er polak, han var i koncentrationslejr under 2. Verdenskrig, og det har jeg hørt mange historier om. Samtidig ved jeg, min morfar kunne ikke tale ordentlig dansk, det var ikke fordi han ikke ville, men hjernen kunne ikke, da den havde mén fra tiden i koncentrationslejr. Min morfar var ikke engang i nogle af de slemme, han sad i en af dem i Norge, og her skete jo ikke nogle likvideringer etc. Det var bare frygten for, hvem der nu ville blive flyttet, en angst for det uvisse. Samtidig blev han sultet, maven kunne ikke tåle almindelig mad, min mor husker, han kun tålte rå æg. Og det varede meget længe, før han spiste almindelig mad.

Min mor boede i Århus under krigen, hun var kun 4 år gammel, da 2. Verdenskrig brød ud. Hun boede ikke langt fra den gamle kaserne i Århus, altså på Falstersgade. En dag hun var på vej hjem fra fritidshjemmet, (mormor var alene med 6 børn, morfar var i koncentrationslejr), hørtes der hurtige støvletramp, foran hende løb en ung mand, og pludselig blev der åbnet for maskingevær salve. I dag har min mor masser af psykiske mén, der aldrig er blevet behandlet. Hun har aldrig gået til psykolog, for denne oplevelse.

Med disse fortællinger i rygsækken, plus masser af andre, er min vurdering, disse Iraker ikke skal straffes, men har langt mere behov for næste kærlighed.

Jeg står for næstekærlighed, frem for pisk.

No Comments

Skriv et svar