Jeg har begået en fejl!

Jeg har ikke været ved godt mod siden operationen, ja, faktisk siden min fars død. Har ikke haft de resurser jeg gerne ville. Og der hvor jeg har begået fejl er, jeg kan ikke sige nej. Nu har jeg mærket det igen i dag, at jeg skal sige nej lang tid før end jeg gør det nu.

Jeg har haft flere uheld på det sidste, med sygdom, så aftaler ikke har kunnet overholdes. I går gik det helt galt. Jeg var til noget undersøgelse på sygehuset, da jeg rejste med fra briksen besvimede jeg. Da jeg vågnede igen valgte man lige eg skulle omkring skadestuen, her konkluderede de efter en samtale med mig, samtalen var meget usammenhængende, at jeg fik et eller andet direkte sprøjtet ind, jeg var meget omtåget, mener det var noget sovemedicin i kombination med noget andet, det husker jeg ikke hvad var, men spørger lige min læge på fredag, for da får jeg svar på prøverne fra i går. Jeg blev kørt hjem af falck, de hjalp mig med at komme op, og jeg gik direkte i seng som jeg blev bedt om, jeg troede jeg havde sat vækkeuret, ja jeg troede så meget, jeg ved ikke rigtig om det passer, jeg husker min datter var omkring, og jeg husker jeg tændte min mobil. Hvornår min datter var omkring det husker jeg ikke, det jeg ved er, jeg vågnede i dag kl. 6.45, totalt rundt på gulvet, kunne ikke finde min mobil, jeg skulle have kontakt med kommunen om arbejdsprøvningen, jeg skulle have kontakt til min veninde om noget meget vigtigt, derfor har  jeg mistet hende, det ved jeg, og jeg skulle have kontakt til mine børn. Nå jeg kunne bare ikke finde min mobil, lod først som om jeg ville lade den være slukket, for jeg fandt den vel snart. Normalt må vi ikke have mobilen tændt nede på kurset, og jeg bryder mig ikke om at den er tændt dernede. Men nu hvor jeg er kommet hjem er den stadig væk bekymre det mig. Det værste er min datter er blevet involveret, og jeg har beskyttet hende, det er her jeg har begået min fejl. Jeg skal ikke bare holde min mund overfor min datter. Dog når jeg åbner munden omkring mit helbred, så taler mine børn uden om, taler om noget andet. Derfor vil jeg ikke involvere dem.

Jeg kan leve med at have mistet min veninde,jeg ved jo hvad der er sket, jeg har jo også lært at jeg skal sige fra, og jeg skal sige alt selvom det er ile hørt.

Jeg er lidt trist til mode pga. situationen, men jeg ved også godt jeg rejser mig hurtigt igen, for jeg ved hvad der skete, og jeg ved at jeg aldrig mere skal sige ja uden at have gennemtænkt situationen. Desværre kunne jeg ikke forudsige dagen i går, det kan ingen, men når jeg er så syg.

Hvis jeg engang igen prøver at miste, være sygemeldt, altså være lidt meget slidt på psyken, så er det ikke at hjælpe andre der er min medicin. Min medicin er ro, motion, musik, læse, naturen, og grine. Det lyder barsk, det er selverkendelse. Jeg kan hjælpe, hvis jeg lige står overfor en person, jeg kan lytte, jeg kan kramme, jeg kan være iderig med løsningsforslag, men et vedvarende projekt, glem det, og jeg gør det aldrig mere.

Det gør ondt at miste en veninde pga., jeg er et fjols, jeg har lært det nu, jeg græder i dag, i morgen kan jeg se det fra en helt anden synsvinkel, og må erkende, det var det. Vi har ikke kendt hinanden i så mange år, men jeg har trådt på hende, og det acceptere jeg.  At det bare er den svaghed jeg har, beviser, at nu skal der arbejdes med den. Jeg skal ikke sige ja til længere varende projekter, kun opgaver nu og her.

No Comments

Skriv et svar