Organdonation

Jeg var også en af de danskere, der så et dokumentarprogram på DR1. Jeg tænker ikke helt som de fleste, jeg reagerede på helt andre oplysninger.

Da de pårørende blev informeret omkring Carinas helbredstilstand, og organdonation blev forelagt, var det ikke det at tage stilling, der fyldte for mig, jeg reagerede på, hvis Carina ville overleve, ville hun blive en meget krævende plejehjems patient, altså der var et håb, og det håb ville jeg som pårørende hænge min lid til, da det ikke er første gang, nogle patienter ikke helt følger det mønster lægerne spår. Så jeg ville ikke have sagt ja til at slukke for diverse hjælpemidler. Men blev det aktuelt senere, ville jeg sige ja til fuld organdonation.

Jeg hørte samtalen på en helt anden måde end de fleste. Min reaktion var prompt, og jeg ved det er denne reaktion jeg skal følge, give jeg mig selv tid til at spekulere, vælger jeg gerne en langt mere kringlet og vanskelig løsning.

Jeg vil dog sige, lægens måde at sige at Carina vil blive meget krævende plejehjems patient, var uhyggelig farvet, det at vi alle skal være perfekte, og et norm sæt, omkring det at være rigtig og forkert, var det der fyldte i mine tanker.

Jeg følger altså ikke strømmen, efter at have set denne udsendelse.

No Comments

Skriv et svar