Reflektioner

Da jeg skrev ordet reflektioner blev jeg forskrækket, pludselig kørte en film over min nethinde, den var præcis som en musikvideo fra d.d. En hav af billeder myldrede frem.

Jeg kommer ikke af med alle mine tanker, jeg får ikke skrevet alle ned, og derfor får de lov til at fylde, og derfor blander de sig, nu hvor jeg bare ville lave en kort tilbageblik. Det bliver derfor ikke sådan, jeg vil lige have et af disse billeder beskrevet.

Den 25. dec. er en stor gå i byen dag, for de unge mennesker her i Holstebro. Både den 23. dec. hvor det lige er at sige hej, råhygge lidt, og aftale nærmere mht. den 25. dec. Sønnen min var som mange, ude at fejre julen med vennerne. Temmelig beruset, langt ud på natten, bliver han slået ned, en kæde bliver rykket i stykker, vinterfrakken får samme behandling, et meget stort sæbeøje, og en dundrende hovedpine. Sønnen går bare hjem, og siger fuck, hvorfor lige mig, tager på arbejde, søndag den 28. dec., jeg får først besked den 30. dec., om hvad der er sket. Jeg ved godt jeg pyldre, er en hønemor, etc. Han er 23 år, jah, når sprutten går ind, går forstanden ud, og temmelig rapkæftet, det kan han godt være. Men derfra og så til at blive slået ned, bagfra…. Som han siger, en god gammeldags drenge slagsmål, uden frække kneb, eller som jeg siger, vend den anden kind til, eller løb din vej. Ingen af disse havde virket. Han har selv et par venner, i den meget store vennekreds, der kan slå en proper næve, bare fordi næsen ser lidt mærkelig ud. Han har aldrig selv været den der har slået, men denne gang blev han ofret.

Jeg er meget bekymret, jeg vil have han skal gå til læge, anmelde det til både politiet, og til forsikringen, men ingen har set noget, han husker intet selv, det var jo bagfra, og måske har der været et black out.

Jeg kan nu glæde mig over, der ikke var våben indblandet, læser og hører i medierne, hvad der sker derude.

Jeg har talt med sønnen min i dag, han sidder på en banegård, meget beruset, og venter på toget, hjem til Holstebro. Håber han kommer helt hjem, han lovede at sende en sms, når dynerne er blevet fundet.

Yngste pigen har festet hele natten. Var på job i går fra kl 9.00 – 17.00 – Er mødt ind her kl. 9.30 her til morgen. Hun nåede lige 1½ times søvn. Hun ved det er årets travleste dag, hun er maneger på Mac Donalds, her i Holstebro. Hun har fri kl. 17.30, ved hun allerede nu længes efter dynerne (hihi). Er glad for det ikke er mig.

Mine store piger talte jeg med i går, ældste pigen er i sommerhus med vennerne, de forlader først huset på lørdag, så her kan jeg føle mig tryg. Nummer 2 pigen, hun har jo barnebarnet og jordens rareste mand, så hun har bare hygget hjemme, stille og roligt, med god mad, og måske et lynbesøg eller 2.

Min mor hyggede med tv som jeg i går aftes. Vi var heldige at ringe sammen lige efter midnat.

Nu vil jeg gøre klar til nytårskoncerten, efterfulgt af skihop.

Ønsker her et spændende og sprudlende 2009

No Comments

  • anjoe 1. januar 2009 at 15:03

    Hønemor, javel, men det er vel ikke det værste, selvom en 23 årig søn måske føler sådan indimellem, eller måske du selv har følelsen mest! Tilmed er du klart realist, for din søn beskrives jo ikke i et rosenrødt skær 😉

    Næh “Mor-er-da-bare-ligeglad”, hun er uduelig/ubrugelig, og ditto “For-megen-hønemor”; havde du tilhørt en af de katagorier, ville din søn ikke ha’ fortalt dig om det skete, mon?

    Alle bedste ønsker for det nye år gives dig og dine fra en “få-dage-på-sidelinien” bloglæser…

    Reply
  • olinesunivers 1. januar 2009 at 15:22

    Tankevækkende refleksion! Det er en underlig verden vi lever i, både den langt ude, men i stigende grad også den der er tæt på os.
    Vi skal passe godt på os selv og hinanden!
    Godt nytår og god bedring med forkølelsen.

    Reply
  • Madame 2. januar 2009 at 09:17

    Kære Karin, det er frygteligt at læse, at din søn er blevet slået ned. Jeg har også en ung søn i 20’erne, der har givet mig bekymringer. Vi må prøve at lære vores unge mennesker om livet og om at passe på sig selv. Men i sidste ende kan vi jo ikke leve deres liv – de må jo desværre gøre deres egne erfaringer.

    Varme nytårshilsner til dig :o)

    Reply
  • Marianne 2. januar 2009 at 09:59

    Det er så gruefuldt når vores store unger går i byen – jeg hader det og datteren og svigersønnen har en stående ordre på at de altid kan ringe inde fra byen også meget sent nat… Det er altså ikke som da vi gik i byen; det flyder med stoffer og våben – det siger datteren. Og det gælder om at kunne se at tingene udvikler sig og så komme væk i tide. Hvorfor kan de ikke bare gå i byen og have det sjovt så vi slap med at sidde med skrækken…..Hvorfor er der nogen der tager våben med i byen når de skal more sig – det undre jeg mig meget over

    Reply
  • abildjyden 2. januar 2009 at 11:40

    Kære anjoe!

    Velkommen hid, altid dejligt at “møde” nye blogger.
    Jeg har gennem hele opdragelsen gjort børnene klart, ingen er perfekte, trods fejltagelser, så vil jeg altid elske dem. Det er jo fejltagelserne der giver guldet.

    Kære olinesunivers!

    Du skal også have et velkommen hid.
    Tak for dine ord, de siger alt.

    Kære Madame!

    Vi kan ikke gå foran og bane vejen for vore dejlige børn hele livet. Vi kan kæmpe for at der vil ske en holdningsændring, komme mere næste kærlighed.
    Vi som mødre vil altid det bedste for dem vi elsker.

    Kære Marianne!

    Jeg kan kun give dig ret, der er sket meget siden dengang vi var unge. Grænserne er blevet flyttet, desværre til det værre.
    Vi afprøvede også grænser i forhold til vore forældres generation, i dag er de bare vand, kan godt frygte for fremtiden, hvis ikke der snart sker noget helt vildt.
    Masser af næste kærlighed vil blive et must.

    Reply

Skriv et svar