Tanker – Livet – II

Marts 2016 giver tankerne frit løb, både omkring livet og det der følger efter. Hvor meget et positivt sind og stor livsglæde betyder. Lige nu skinner solen ned til os, og jeg sender derfor lige en kærlig og varm tanke til alle dem, der hviler i fred, og har betydet meget for mig.

I denne uge her gik yngste på barsel, de unge mennesker har termin 18. april, det bliver spændende. Yngste barnebarnet bliver snart storebror.

Palmesøndag stod det på intensivt strikkekursus – yngste skulle have genopfrisket strikkekundskaberne fra dengang tilbage fra håndarbejdstimerne, fik lige lidt skæld ud, hvorfor jeg ikke havde været lidt mere hård, og tvunget hende til at strikke, men dengang var det med håndarbejde jo ikke, som det er i dag, og dengang jeg var ung. Derfor blev det først i søndags vi kom i gang, og første projekt er en Pixie hue til Otto. Jeg fik lige selv en djævlehue på pindene og den er afleveret til Otto, den er i babyuld, Lanett Superwash, koksgrå.

Djævlehue til Otto

Pixie hue til Otto

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Turen går til Herning Sygehus sådan ca. hver anden dag. Min mor er indlagt. Og nu går vi lige tilbage til den formøse uge 11/2016. Yngste og jeg havde en aftale med min mor lørdag, dagen før Palmesøndag. Vi havde jo alle haft noget maveonde, dog ville jeg ikke aflyse, havde en underlig fornemmelse, og yngste havde lånt bil, så vi kunne komme på kirkegården etc. her op til påske. Jeg ringede både fredag og lørdag morgen, men ingen svarede. Da vi landede, stod døren åben, men mor var ikke hjemme. Underligt. Hurtigt opdagede jeg, et skema hjemmeplejen udfylder 4 gange gennem dagen, ikke var udfyldt siden torsdag formiddag. Hurtigt fik jeg fanget en hjemmehjælper, der fangede en hjemmesygeplejeske, der fangede den person der var knyttet til min mor.

Min mor var blevet indlagt torsdag i uge 11/2016 uden at informere mig. Yngste var hurtig til at spørge om vi kunne låne bilen et par timer længere, heldigvis, så turen gik til Herning Sygehus.

Togtur - Holstebro - Herning

Min mor var blevet indlagt grundet dehydrering. Hun er meget underernæret, det har hun været i mange år, da hun har levet med en skjult spiseforstyrrelse, der aldrig er blevet behandlet, hun ved det stadig ikke selv, men jeg, der har boet under samme tag, og med den viden der er i dag, ved det. Det fik jeg informeret videre til sygeplejen, da jeg vidste, det vil blive svært at få mor til at spise korrekt. Jeg ved godt man ikke må tvinge noget til at spise, jeg ved også godt hvad der ville være godt, desværre melder min mor, hun ikke har energi til at spise. Og forklarer at spise giver energi, er jo svært.

Her først på ugen, besluttede sygehuset, sammen med hjemkommunen at min mor skulle udskrives til aflastning. Først tirsdag, så onsdag, og igen Skærtorsdag. Tirsdag erfarede de 2 små mavesår, de er fremkommet af den faste medicin min mor får mod KOL, at fratage hende det, vil være et valg mellem pest eller kolera. Onsdag fra min mor meget dehydreret, derfor skete overflytningen ikke onsdag, men Skærtorsdag. Her var min mors iltmætning meget lav, derfor skulle hun tilføres mere ilt. Jeg nævnte at min mor ikke havde fast ilt, men kunne forstå det måske var en nødvendighed. Og om det var nået vi selv skulle skaffe. Her var tilbagemeldingen at mor skal have ilt fast nu, og derfor ikke ville komme på aflastning før det igen er hverdag.

I går ved mit besøg, bemærkede jeg mor ikke havde ilten, og ringede efter sygeplejen for at spørge. Mor mente hun ikke skulle have det mere, men det passede ikke.

Mor der altid har været livsglad og positiv, dog med bunker af stædighed, indrømmede at hun manglede energi, hun kunne ingenting. Stadig med et smil på læben. Hun har ingen kræfter til at spise og følte sig generet af ilttilførsel.

I dag sidder jeg her, ved ikke hvad det rigtige er for min mor. Hun vil gerne hjem, hun bor i beskyttet bolig, men kan ikke tage vare på sig selv. Ilten kan hun ikke selv flytte fra den faste flaske til rollatorflasken, hun har ikke kræfter/energi til selv at finde mad frem, næsten ikke til selv at spise den. Og under besøget i går var hun så afkræftet, at snakken om, hvad vi skal gøre, ikke var muligt. Ved hun havde gæster da jeg kom, så det var ikke lige dagen.

Jeg benytter jo offentlige transportmidler. Den aflastning hun er blevet tilbudt, ligger meget langt ude ” in middle of nowhere”, meget upraktisk. Hovedet ligger i blød for hvordan jeg for det koordineret.

Det kræver meget af pårørende, og det at være enebarn er ikke særlig rart pt. Yngste tilbyder så meget støtte og hjælp, er så taknemmelig. Ved ikke hvordan jeg skal kunne takke nok. Sønnike var hjemme, tirsdag til onsdag, for at hjælpe med overflytningen, det er jeg også super taknemmelig for.

Nu ligger mor på Herning Sygehus, og her tager de sig af hende på bedste vis. Det er til at komme frem og tilbage, tager turen hver anden dag. Og ringer de andre dage. Dog diskutere jeg med mig selv om det er for lidt, føler jeg skulle være der hele tiden, så er det jeg siger til mig selv, husk på jeg er enebarn, og har min kroniske udbrændthed, der ikke må prikkes til, det er bedre hun får besøg af en nærværende datter, og ikke en datter der er på vej ud af det forkerte spor.

Jeg kravler op på hesten, tager dette med opløftet pande, og vil ned i byen nu, da jeg mangler lidt håndarbejde, garn etc. Ud og nyde solen, kigge op, og tænke på alle dem der ikke er her mere, sende dem masser af kærlige tanker.

8 Comments

  • Pigen fra landet 27. marts 2016 at 10:34

    Åh, hvor jeg kende det, og jeg er heldigvis ikke enebarn. Mon ikke de fleste af os gerne vil hjælpe, det tror jeg, men man skal, efter min mening også sørge for at ens eget liv, ikke kun handler om alle andre. Ryger man selv ned, er man jo ikke til nogen hjælp. Der kan lyde hårdt at sige fra, vel vidende at livskvaliteten for et menneske forringes, men man har pligt til at passe på sig selv også. Det lyder let, men der ved jeg godt det ikke er. Jeg har for mange år siden besluttet, at jeg ikke vil gå og have dårlig samvittighed over noget, jeg ikke gør fordi jeg også vægter mit eget liv højt.
    Jeg håber du finder en løsning, som du har det godt med.

    Reply
    • Abildjyden 27. marts 2016 at 11:19

      Det er dejligt at blive bekræftet, det er jo bare en indre (djævel) der sidder der på skulderen og siger du bør jo, du skal jo, etc. Jeg ved godt jeg ikke er en blæksprutte, og har dyrket rovdrift på de ressourcer jeg har, i forbindelse med jobbet.
      Jeg håber jeg vil finde en løsning, så det hele hænger sammen.

      Reply
  • Pigen fra landet 27. marts 2016 at 10:35

    Jeg glemte lige, at det er for dårligt at du ikke er blevet kontaktet, men det der ’system’ funger desværre ikke altid efter hensigten, det ved jeg også alt for godt.

    Reply
    • Abildjyden 27. marts 2016 at 11:20

      Min søn mener jeg skal strikke en klage sammen, måske, måske ikke. Nu får vi se. Der skal også være energi til det. Den energi jeg hellere vil bruge på min mor.

      Reply
  • Catarina 1. april 2016 at 21:48

    Puha, jeg er ked af at høre at din mor ikke er “på toppen” og at hun faktisk aldrig har været helt rask, men gået med den spiseforstyrelse i det meste af sit liv, det har sikkert tæret gevaldigt på kroppen og også på jer de nærmeste.
    Du har helt ret, det lyse sind og positiv indstilling er enormt vigtigt og jeg tror på at det gør at mangt og meget bliver meget lettere og at kroppen også får noget at stå i mord med, når sindet er lyst.
    Dejligt at yngste lige blev opdateret med strikkeriet – det er nemlig dejligt at strikke.

    Reply
    • Abildjyden 2. april 2016 at 07:41

      Mht. min mor, desværre går det kun en vej nu, tror jeg. Hun er kommet på aflastning. I øjeblikket er der så lige forståelsen fra udenforstående og det at jeg kan tackle situationen, så det kun vil være sorgen og savnet der vil fylde, og ikke give mig andre tilbagefald. Med den kroniske udbrændthed, er det vigtigt jeg får min søvn, spist rigtigt, og motioneret dagligt.
      Derfor finder jeg åndehuller sammen med yngste og Otto. Den første Pixie hue blev for stor, jeg havde fundet en opskrift der ikke havde samme størrelser, kontra masker, men var på samme pind og garn. hm. Vi trævlede op, og hun er nået et godt stykke med ny antal masker. Det gik forøvrigt stærkt med at læse og forstå. Jeg er så stolt.

      Reply
  • Annemette 13. april 2016 at 20:47

    Sikke noget rod, ikke at give besked når en kommer på sygehuset.
    Husk at passe på dig selv, selvom det kan være svært når der er mange ting der presser på :-*

    Reply
    • Abildjyden 14. april 2016 at 08:12

      Der er sket lidt mere, og det har jeg skrevet om her til morgen.
      Jeg skulle handle og var lige ved at glemme, heldigvis prikker min yngste til mig.

      Reply

Skriv et svar