Tanker og reaktioner

Jeg kan godt lide at følge diverse sportsudøvere indenfor forskellige begivenheder. Jeg kan lide at følge Tour de France, i dag når det virkelig går opad, ja, så er jeg fascineret, jeg kan ikke selv udøve denne præstation uden ulovlige stoffer, derfor er jeg ikke den der hænger fast og bære nag i dette tema. Jeg er ked af det har udviklet sig sådan, at det har udfordret nogle til at gribe til denne løsning, det er trist, jeg cykler ikke med dem, for jeg ved hvis jeg skulle, så måtte jeg gribe efter noget ulovligt. Så jeg går ikke ind for at det er okay, jeg bære bare ikke nag, og synes stadig det er en fed oplevelse at side der klistret ved tv de dage bjerg efter bjerg bliver ædt.

Jeg har gennem mine 2 yngste lært meget om sport på højt niveau, jeg ved hvordan der mellem forældre trænere og udøvere har været dialog om det sociale, også mellem konkurrenter. I dag er der konkurrenter til mine børn der skal til OL og andre store stævner. Mine børn har altid beundret dem, og i dag og dengang var der altid et tillykke, et kram, selv om det var mine børn der blev slået. Det var selvfølgelig ikke i split sekundet efter at mine børn tabte ansigt, men efter at have sundet sig. Jeg ved de begge er enige med mig i, når jeg reagere på nedenstående…

“Det er ikke nogen hemmelighed, at Schleck-brødrene og jeg ikke er tætte. Det er hver mand for sig selv. CSC gjorde os ikke nogen tjenste i dag. Alle i Luxembourg er glade på mine vegne, selvom de ikke har det sådan hos CSC. De prøvede at få vores hold til at lide,” lød det fra 30-årige Kirchen.

Det er ikke god sports ånd at udtale ovenstående. Sådan en udtalelse gør ondt. Vælger man at udtale sig sådan, så taber man værdighed i mine øjne. Det er præcis det vi som forældre, trænerne etc., arbejder for det ikke skal ske. Det var det der hvor jeg færdes med mine børn. Og ja, der bliver arbejdet med dette fra første spadestik ud i konkurrence. Så alle mine 4 børn har hørt tanken, det er kun de 2 yngste der har udført sport på topplan. Og det er 2 forskellige verdner, ikke helt den hygge, som almindelig motion er.

Dog skal ingen udtale sig som ovenstående, bare fordi kammeraten, den gode ven forsøger at gøre en god figur også. For mig er det præcis den historie om

”2 piger står med en slikpose med 25 bolsjer, det kan få 12 hver, hvem skal have den sidste. Nu vælger de at løse dette ved at hugge om det, sten – saks – papir, aftaler 3 gange, og den med bedste resultat for sidste bolsje. Det er jo retfærdigt ikk´? – desværre bliver disse piger uvenner, den ene for jo mere end den anden”

Det er sådan jeg reagere når jeg læser ovenstående. Det er sådan jeg opfatter Kirchens udtalelse, han er da 30 år.

No Comments

Skriv et svar